Borgerne tog Heimdalsgade 39 tilbage
juli 6, 2011 1 kommentar
Efter nedskydningen tirsdag af en 26-årig mand tog borgere på Nørrebro onsdag Heimdalsgade tilbage. Offeret fortæller til TV2, at han måtte ringe syv gange til politiet, før de kom. Politiet afviser kritikken og mener, at det kun var “uro”, der blev alarmeret om i første omgang.
Omkring en snes mennesker spiste småkager, drak kaffe og saftevand – og fik onsdag eftermiddag en snak i solskinnet ved den port, som tirsdag mellem kl. 13 og 14 pludselig blev scene for et opgør, der menes at have relation til bandekonflikten, hvor en 26-årig blev skudt tre gange i benet og fik et knivstik i brystet. “Det værste der kan ske er, at vi bliver bange for at gå ud af vores lejligheder. Derfor får du en blomst af mig,” sagde en af deltagerne til forbipasserende. Det er blevet en tradition, at borgere samles klokken 17 dagen efter, der har været skyderi for at markere, at gaderne tilhører dem, der bor på stedet. “Hvorfor gør i det?” Spurgte to forbipasserende drenge. “For at vise, at det er os og ikke banderne, der ejer gaderne,” lød svaret. “De lytter ikke til jer,” sagde drengene.
Ifølge flere medier har skyderiet med konflikten mellem to grupperinger i henholdsvis Mjølnerparken (Brothers) og på Blågårds Plads at gøre, men ifølge Ekstra Bladet er den 26-årige dog ikke direkte knyttet til Blågårds Plads-banden.
Fem varetægtsfængslet
De tre skud i benet på den 26-årige, der også fik et knivstik i brystet førte tirsdag til ni anholdelser og onsdag til varetægsfængsling af fem – alle ni har angiveligt tilknytning til Mjølnerparken-grupperingen, og de er alle sigtet for forsøg på manddrab.
Ringede forgæves til 114 og 112
Den 26-årige er blevet afhørt af politiet og interviewet af TV2, hvor han fortæller, at han tre gange undervejs i konfliktens eskalering ringede efter hjælp på 114, men hver gang blev afvist – klokken henholdsvis 13.11, 13.13 og 13.15. På det tidspunkt var han sammen med sin kammerat flygtet ind i bagerbutikken i baggården i Heimdalsgade 39, og udenfor stod gruppen og ville have fat i ham. Herefter ringede han fire gange til alarmcentralen 112, før politiet kom, og på det tidspunkt var han blevet skudt tre gange i benet.
Politiet mener, at kritikken er uberettiget. I første omgang havde politiet opfattet, at den 26-årige indberettede, at der var “uro” i Heimdalsgade. Da det stod klart, at episoden var alvorligere, rykkede man straks ud, forklarer politiet i en pressemeddelelse. Politiet mener desuden, at det ofte kan være uhensigtsmæssigt og farligt kun at sende den nærmeste vogn ud til bandekriminalitet.
Læs interview med bageren fra Heimdalsgade hos TV2
2200N: 26-årig udenfor livsfare efter at være skudt tre gange











.jpg)









Som beboer i området kan jeg kun bekræfte, at Kbh’s Politi meget ofte “finder det uhensigtsmæssigt og farligt” at sende betjente og patruljer ud til os. Hvad f….. skal vi almindelige borgere bruge dét til?. Hvis ikke Politiet magter at opretholde lov og orden; hvem skal så? Selvtægt? Civile anholdelser? Betale “beskyttelsespenge”? Er det ikke en hel del vigtigere at sikre borgernes sikkerhed og hverdag end at udskrive fartbøder?