Plant et gratis træ og gør Nørrebro grønnere

februar 24, 2012 Skriv kommentar

Drømmer du om udsigt til et syrentræ? Eller om at plukke kirsebær eller paradisæbler henne om hjørnet? Københavns Kommune giver et gratis træ, hvis man selv kan passe det. Sidste chance for at søge i år er 31. marts.

Af Philippa Crone

København skal blive en endnu grønnere by at bo i. Flere træer skal slå rødder i byens muld, mener kommunen, og målet er 100.000 nye træer inden år 2025.

Derfor kan privatpersoner, virksomheder og institutioner søge om at få et gratis træ, hvis de selv kan vande og passe det. Træer på op til to meter er gratis, mens større træer koster 3.750 kroner med levering og plantning. De små træer står man selv for at plante.

Nørrebro skriger efter grønne pletter

Nørrebro Lokaludvalg mener, at projektet er et godt skridt i retning mod et grønnere Nørrebro.

”Nørrebro er den bydel i København med færrest grønne arealer. Vi er meget forfordelt på det område med kun ca. seks kvadratmeter grønt per indbygger. Derfor skal vi have flere grønne pletter,” siger Erik Brandt, som er tovholder for arbejdsgruppen “Bæredygtigt byliv” i lokaludvalget.

Vil man være med til at gøre byen grønnere, kan man vælge mellem 20 forskellige slags af de såkaldte ”partnerskabstræer”. Alle skal kunne nyde det grønne, og træet skal derfor ligge på et offentligt tilgængeligt sted eller som minimum være synligt i bybilledet.

Før man søger om at få et træ, skal man sikre sig, at område og areal lever op til forskellige krav fra kommunen. Man kan læse mere om kravene og ansøge om et træ her.

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , Indre Nørrebro, Nyheder, Ydre Nørrebro

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)