Simpson: I går var jeg til Malk de Koijn og der stod Kronprinsen inde bagved og røg en fed

april 20, 2012 Skriv kommentar

Mikael Simpson spillede og fortalte for omkring 2.000 ved åbningen af Nørrebros kulturfestival.

Mikael Simpson, der bor i Blågårdsgade, var på hjemmebane i Nørrebroparken, hvor han fredag aften leverede godt en times afslappet koncert med ændringer i sangteksterne og småsnak indimellem, men også luftede sin efterhånden velkendte musikalitet.

Ekko fra metrobyggepladsen

Måske var det, fordi det var gratis, måske fordi det var Nørrebro, og måske fordi musikken gav et sjovt ekko på de bagerste rækker, når den ramte metrobyggepladsen og kom tilbage med fornyet kraft og maskinklang.

Men i hvert fald var der rum for Simpson til at slippe kontrollen uden selvfølgelig helt at give slip på at have “styr på lortet”, for det havde han, også når han i dagens anledning gjorde “Det var en lørdag aften” til “Det var en fredag aften, og jeg var besat. Jeg kunne have erobret hele Nørrebro den nat”.

“I går var jeg til Malk de Koijn…”

Lydanlægget var ikke helt optimalt, og Simpson stod da også og mumlede om, at “de havde lovet mig orange, men så fik vi den her”. Det hele var med hans underspillede indadvendthed hele vejen igennem – også da han høstede koncertens største bifald ved at fortælle, hvad han havde lavet i går.

“I aftes var jeg til Malk de Koijn, og der stod Kronprinsen inde bagved og røg en fed. Tænk at det kan lade sig gøre,” sagde Mikael Simpson lidt for sig selv og lidt til publikum, hvoraf der nok også var en og anden, der havde forsøgt sig med Kronprinsens feststil.

Om Simpson så ligefrem kan skyde gang i en fornyet debat om fri hash og etablering af coffee shops i Nørrebrogade, vil vise sig - det er i hvert fald et stadig tilbagevendende forslag, som blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen (S), Enhedslisten i Borgerrepræsentationen og en stribe partiers ungdomsorganisationer har luftet som et quick fix på en del kriminalitetsproblemer – og som senest måske også har fået kraft som en mulighed for at få lidt fede kontanter i statskassen.

.

Kort efter kl. 21.30 ønskede Simpson så “Tak fordi i kom Nørrebro” – det skete med damp stående ud af munden, for temperaturen var ikke over fem grader, og selv om der var vindstille undede man ham og publikum at blive sluppet fri efter en koncert, der vil blive husket for Simpsons rearrangementer af sine tekster - og for at publikum stod helt ud på cykelstien og skabte en ægte festivalstemning.

2200N: Mere om “48 timer Nørrebro”-festivalen

Publikum tog masser af fotos af Mikael Simpson, men han tog også et af publikum, og det kan ses på Mikael Simpsons facebook-side

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , , , Jægersborggd/Stefansgd/Lundtoftegd, Kultur, Nyheder, Ydre Nørrebro

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)