Legendariske Vinyl Lyd i Nørrebrogade dropper CDerne

maj 17, 2012 1 kommentar

Den legendariske kælderforretning Vinyl Lyd holder ophørsudsalg efter 28 år ved Nørrebros Runddel. Men det er kun CDerne, der ophører. Vinylen er i vækst og tager bare over igen.

Af Thorsten Dam

Når man kigger på Vinyl Lyd, kælderforretningen i Nørrebrogade 150, ligner det et punktum, der er ved at blive sat. “Ophørsudsalg” står der med dommedagstyper både i vinduet og på et skilt på fortovet. Men det er bare den mundrette betegnelse for at fange opmærksomheden i det tætpakkede gadebillede. Skulle det have været præcist, skulle der stå, at “forretningen vender tilbage til sit udgangspunkt – vinylerne”.

Det fortæller indehaveren, Simon Larsen, der i 28 år har haft pladebutikken. Den åbnede på Jagtvej 133 i 1984 – der hvor Lego Galleri nu ligger – og fem år senere flyttede den til sin nuværende placering i Nørrebrogade, hvor den er blevet en institution – ikke mindst for de musikelskere, der godt kan lide at handle om eftermiddagen og aftenen, for det er ikke altid, at åbningstiderne er helt knivskarpe. Men der er altid god musik.

Internet har næsten overtaget CD-markedet

“Folk henter nu så meget musik ned fra internettet, at det kan mærkes meget kraftigt på efterspørgslen efter CDer. Så nu vender vi tilbage til udgangspunktet. Vinylerne er i kraftig vækst, og når vi har fået solgt lageret af CDer – og det er stort – så bliver de klassiske plader atter vores hovedvare,” siger Simon Larsen med et smil.

CDerne blev først mødt med stor skepsis men tog så over

Præcis sådan var det nemlig også, da Vinyl Lyd åbnede i 1984. Da var de store plader det, der blev handlet. Omkring samme tidspunkt begyndte de allerførste CDer at dukke op, men blev mødt med enorm skepsis af musikentusiaster, og da forretningen flyttede til Nørrebrogade i 1989, var CDer stadig noget, man kun købte, hvis man var for doven til at tørre sine plader og sin pickup af for støv - for den bedste, mest naturlige og mest autentiske lyd var at følge den analoge gengivelse fra en pick ups vej gennem rillen.

Tilbage til fortiden: Plader i det store rum – CDer i det lille?

“Da vi indrettede lokalet her, havde vi plader i det store rum, og så havde vi en lille afdeling bagved med CDer. Siden blev det byttet om, men nu vil det blive sådan igen – hvis vi overhovedet fortsætter med at have CDer. Folk køber dem, hvis det er en helt bestemt kunstner, de vil have og følger, men det salg er ikke noget, man kan leve af længere. De store kæder er også ved at trække sig ud af de store og dyre placeringer i centre som Fields og Fisketorvet,” fortæller Simon Larsen.

.

Det kan sagtens tage op imod et år, før lageret af CDer er solgt fra Vinyl Lyd – derefter svarer forretningens navn atter til indholdet.

Vinyl Lyd, Nørrebrogade 150

Vinyl Lyd på Facebook

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , Erhvervsliv, Kultur, Mimersgd/Ægirsgd, Nyheder, Ydre Nørrebro
1 kommentar til “Legendariske Vinyl Lyd i Nørrebrogade dropper CDerne”
  1. Thomas Hedegaard siger:

    Hej Simon.
    Puh-ha! Jeg er lettet! Kørte forbi den anden aften, og så skiltet i vinduet, og blev sgu helt trist. Nu har jeg så læst historien ovenfor. Sejt gået! Vil snarest finde tid og droppe forbi.
    Hilsen Thomas

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)