800 løb Nørrebroløbet 2012 under skyfri himmel – gentages i 2013

maj 28, 2012 Skriv kommentar

Nørrebroløbet er fordoblet på et år og en kæmpe succes for de 12 drenge, der har arrangeret det. 800 løb fem kilometer på en rundstrækning fra Blågårds Plads.

Af Thorsten Dam

“Velkommen – det er godt at se så mange. Det er os, der har lavet Nørrebroløbet. Vi har arbejdet med Nørrebroløbet i et halvt år,” lød det fra to af de tolv drenge, der havde arrangeret Nørrebroløbet 2012, ud over et felt på 800 løbere, da løbet mandag 28. maj sendte et frisk pust af motion, fællesskab – og en smule konkurrence – gennem den indre del af Nørrebro.

Seks måneders planlægning – en times løb

Feltet strakte sig ved starten langt ned ad Blågårdsgade, og der var både der og under hele løbet skyfri himmel, mens det blev afviklet. Med sine fem kilometer varede det blot en times tid, før de sidste vandrende motionister var i mål.

Fantastisk opbakning giver håb om gentagelse

Deltagerantallet var mere end en fordobling fra 2011, da Nørrebroløbet havde premiere med 317 gennemførende. I år blev der udleveret 803 startnumre, men et par af dem var til folk, der havde tabt deres chip, så arrangørerene forventer, at deltagerantallet rammer 800 meget præcist.

“Det er en fantastisk opbakning, og vi regner allerede nu med, at vi kan gentage det næste år, så det bliver en tradition på Nørrebro,” sagde løbets talsmand Maria Kavita Nielsen, som er en af dem, der har været i den backinggruppe, der har støttet drengene, som er 11-15 år med at arrangere løbet. Drengene har bl.a haft Gadepulsen i baghånden.

Nørrebroløbets målstreg.

.

De sidste deltagere hyggede sig med Nørrebroløbet og nåede tilbage til Blågårdsgade efter en times tid.

Drengene stod under løbet på en tribune og iagttog strømmen af løbere, som knapt havde forladt Blågårds Plads, før de første var i mål igen efter at have løbet de fem km via Rantzausgade, Hans Tavsens Parken, Elmegade, Sankt Hans Gade, Dronning Louises Bro og rundt om Peblinge Dossering og så retur til Blågårdsgade og i mål.

Løbet fungerede perfekt

Det blev ligesom sidste år et perfekt løb uden problemer og med masser af frivillige, der med flag og afspærringer tog hånd om løberne og sørgede for, at de ikke farede vild undervejs.

Hurtigste løber klarede turen på 15,36 minutter

Hurtigst af alle var 39-årige Rolf Knudsen, Stefansgade, der løb på imponerende 15,36 min og var i mål 17 sekunder før Michael Jeppesen, Newline. Deres tider var desto mere imponerende, fordi der faktisk var en del modvind på den fjerne side af Søerne. De to lagde resten af feltet bag sig. Nummer tre var således Rasmus Lau Petersen, Allerød Orienteringsklub i 17,08 min.

Signe Gadegaard var hurtigst blandt kvinderne i 19,47 min og lige efter kom Liv Nikoline Kofod og Kira Baun, der også var under tyve minutter.

Overskud bliver brugt til en fællesrejse for drengene

Overskuddet fra Nørrebroløbet går til en fællesrejse for drengene, der arrangerede løbet.

Nørrebroløbet foregik, mens der samtidig var Firkantens Festival på Blågårds Plads, så også om eftermiddagen var der masser af folk i solskinnet, der spiste stegt lam m.v.

Tjek også Gadepulsen.dk ud for interview etc.

2200N: Mere om Nørrebroløbet 2011 og 2012

Se resultater fra Nørrebroløbet 2012

Se hundredvis af fotos af løberne ved Peblinge Dossering

Læs også hos Berlingske

Til forsiden af 2200N

 

Tags: , , , , Blågårdsgd/Rantzausgd, Indre Nørrebro, Nyheder, Sankt Hans/Guldbergsgd

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)