Støjsikret genbrugsplads klar til åbning ved Bispeengbuen

juni 12, 2012 Skriv kommentar

Usædvanlig genbrugsstation åbner 25. august et af Danmarks mest trafikerede steder på grænsen mellem Nørrebro, Nordvest, Frederiksberg og Vanløse.

Genbrugsstationer er ofte noget med en stille vej, hvor folk holder i weekend-bilkøer for at komme af med det, der alt for længe har stået opmagasineret i garagen. 25. august 2012 åbner imidlertid en ny genbrugsstation på et af Danmarks absolut mest trafikerede steder.

På grænsen mellem København og Frederiksberg

Efter flere års forberedelser er Bispeengen Genbrugsstation således klar til at slå portene op på grænsen mellem Nørrebro, Nordvest, Vanløse og Frederiksberg - nærmere bestemt på det trekantede område, der omkranses af Bispeengbuen, S-togsringbanen og Borups Alle.

Op imod 100.000 biler kører forbi i døgnet

Her passerer der et sted mellem 50.000 og 100.000 biler i døgnet, så genbrugsstationen får tre meter højt støjværn – ikke for at skåne omgivelserne, men for at gøre det tåleligt at opholde sig på pladsen.

“Jeg er glad for snart at kunne tilbyde borgerne på Frederiksberg og i København en
genbrugsplads her i området. Den har været savnet i mange år, og vejen hertil
har været lang,” sagde Anita Ringsing (foto herover), leder for Amagerforbrændings genbrugsstationer i København, da der var rejsegilde på genbrugspladsen.

Indgang fra Nordre Fasanvej og Borups Alle

Pladsen får indgang fra Nordre Fasanvej, hvor der er blevet etableret en lille stikvej for at gøre det muligt for bilister at holde i kø i spidsbelastningsperioder. Man kan også køre ud igen samme vej eller direkte ud på Borups Alle. Cyklister og gående får adgang til pladsen fra Borups Alle.

Genbrugsplads anlagt på stolper

Under genbrugspladsen har tidligere løbet Ladegårdsåen, og selv om åen forlængst er dækket til, har pladsens bygninger og støjværn måttet anlægges på stolper.

Efter åbningen af Bispeengens Genbrugsplads bestyrer Amagerforbrænding 13 genbrugspladser rundt omkring i København.

Man kan se, hvor den nye genbrugsplads ligger – og hvordan den er indrettet – på denne visualisering fra Amagerforbrænding:

Bispeengen Genbrugsstation from Amagerforbrænding on Vimeo.

 

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , , , , , , Jægersborggd/Stefansgd/Lundtoftegd, Nyheder, Ydre Nørrebro

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)