Lokaludvalg bakker op om ændring af Nørrebros skoledistrikter
juli 3, 2012 Skriv kommentar
Flere end 60 har skrevet lange høringssvar til Københavns Kommune for at protestere mod eller støtte omlægningen af distrikterne for Nørrebros folkeskoler. Nørrebro Lokaludvalg bakker op om ændringerne, men kritiserer, at distrikterne ændres to gange på et år.
Nørrebro Lokaludvalg kommer nu politikerne i Københavns Kommune til hjælp, efter at flere end 50 Nørrebro-forældre har skrevet åbne breve til hinanden via kommunens høringsfase om bydelens folkeskoler.
Skolegang over Nørrebrogade
Lokaludvalget har således valgt – med visse forbehold – at støtte forslaget fra kommunen om at bryde skoledistrikterne op, så mange børn i fremtiden kommer til at begynde i folkeskole på den anden side af Nørrebrogade i forhold til den side, de bor på. Det sker for at udjævne forskellene mellem, hvor “socioøkonomisk ressourcestærke” og sprogligt stærke familierne er på de enkelte skoler – og samtidig for at hver skole har et passende antal elever i sit rekruteringsområde.
Lokaludvalget lægger i sit svar vægt på, at det vil have, at folkeskolerne bruges af dem, der bor tæt på dem, og at der samtidig skal være et stærkt fagligt niveau på skolerne.
“Vi er derfor positive overfor, at socioøkonomi ligesom en bedre fordeling i to sprogs andelen har været et parameter i dette forslag,” skriver Lokaludvalget i sit høringssvar.
Dermed giver udvalget sin støtte til de principper, som Københavns Kommune har lagt til grund for opbruddet i skoledistrikterne.
Skaber utryghed når forandringsproces er “lidt hovsa”
Til gengæld undsiger udvalget Københavns Kommunes proces omkring distriktsændringerne.
“Det skaber utryghed hos borgerne, når indtrykket bliver, at processen er lidt hovsa og uden overblik,” skriver udvalget med henvisning til, at Hillerødgades Skole tidligere i år blev bebudet lukket, og at grunddistrikterne også sidste år var i opbrud.
Nørrebro Lokaludvalg vil desuden have kommunen til aktivt at bruge boligpolitik til på sigt at ændre beboersammensætningen i bydelen.
Når det gælder inddragelsen af andre bydele i Nørrebro-børns skolegang, lægger udvalget vægt på, at Guldberg Skole ikke skal være en magnet for børn fra andre bydele, men have et stort nok lokaldistrikt til, at den bevares som en Nørrebro-skole.
2200N: Flere artikler om Nørrebros folkeskoler











.jpg)








