Hjælp til Egypten: Nørrebro-indsamlere efterlyser flere tons tøj og ting

juli 17, 2012 Skriv kommentar

Det seneste halve år har ildsjæle på Nørrebro indsamlet tonsvis af tøj og ting til de fattigste i Egypten. Der mangler dog stadig meget, før hjælpen kan skibes afsted, så flere donationer er mere end velkomne på Iqra-skolen i Hermodsgade.

Af Philippa Crone

Åbner man døren til kælderlokalet på Iqra-skolen, bliver man nærmest væltet omkuld af de store dynger, som hober sig op derinde. Tøj, sko, klapvogne, cykler, symaskiner og computere tårner sig op hulter til bulter i hele lokalet.

På et halvt år har gruppen Youth Promotion, som er stiftet af frivillige fra foreningen Nørrebronx, indsamlet en enorm mængde tøj og ting, som skal sendes til fattige i landområderne omkring Alexandria og Cairo i Egypten.

”Det er ting, som folk alligevel ville have smidt ud, men som er guld værd for de fattige i Egypten,” siger ungdomsvejleder Khalid Alsubeihi, som står i spidsen for projektet.

Aarhus og Odense giver en hånd

Egypten-indsamlingen blev indledt i vinter, og efter omtale på 2200N.dk og masser af opmærksomhed på facebook er  frivillige og indsamlere strømmet til. Ildsjæle i Aarhus og Odense har endda begyndt deres egne indsamlinger, hvis fangst de sørger for at fragte direkte til Iqra-skolen.

”Vi har allerede modtaget en lastbil fra Odense, og der er en fra Aarhus på vej,” fortæller Khalid Alsubeihi.

Trods den store opbakning til projektet, er der dog ikke gods nok endnu. Tingene skal nemlig skibes afsted til Egypten i en kæmpe 40 fods container, så selvom det store lokale i kælderen er mere end halvt fyldt, kan der være dobbelt så meget i containerens gab.

Der hvor hjælpen sjældent når ud

Og der er brug for alt. For tingene går til de allerfattigste, som bor der, hvor hjælpen sjældent når ud.  De frivillige i Youth Promotion så med deres egne øjne, hvordan de fattige egyptere lever,  da de besøgte Egypten i efteråret 2011.

”Vi var rigtig langt ude i landsbyerne, hvor folk er meget fattige, og hvor hjælpeorganisationerne ikke når ud. De har simpelthen ingenting der. Vi fik etableret et fantastisk netværk med de foreninger, der arbejder seriøst for at forbedre dagligdagen for de allermest trængte derude,” fortæller Khalid Alsubeihi.

Brug for frivillige kræfter

Det er særligt forældreløse, hjemløse, enker, fraskilte kvinder og unge piger, som Youth Promotion vil hjælpe. Og de lader det ikke blive ved indsamlingen.

”De ideer og ønsker, vi har, kan ikke realiseres ved kun at sende ting afsted. Vi vil også gerne være med til at sætte projekter igang, som kan gøre folk selvforsynende,” siger Khalid Alsubeihi.

Derfor er gruppen ved at søge penge til at gøre projektet til et egentligt udviklingsprojekt.

Indtil da har de brug for al den hjælp, de kan få – heriblandt flere frivillige hænder til at sortere de store bunker – og flere af de ting, som vi rask væk kasserer herhjemme, men som kan gøre en stor forskel i en fattig egypters liv.

Youth Promotion søger frivillige, pengedonationer og brugte ting og tøj. Brugte ting kan i sommerperioden doneres ved at kontakte Khalid Alsubeihi på 24218263, og uden for ferien kan de afleveres direkte på Iqra-skolen, Hermodsgade 28.

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , Indre Nørrebro, Nyheder, Ydre Nørrebro

Din kommentar

(påkrævet)

(påkrævet)