Borgmester vil møde op til Hizb ut-Tahrir-møde om bandekonflikt

april 12, 2013 Skriv kommentar

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, der bor på indre Nørrebro, advarer nu mod Hizb ut-Tahrirs indblanding i bandekonflikten. Hun vil selv møde op søndag 14. april i Nørrebrohallen til et møde, der har overskriften “Hvordan løser islam bandekriminalitet?”

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) advarer om, at organisationen Hizb ut-Tahrir er på vej til at melde sig ind i den københavnske bandekonflikt. Den kontroversielle organisation har reklameret i boligopgange bl.a. i udsatte boligområder på Nørrebro. Her indkalder Hizb ut-Tahrir de unge til stormøde under overskriften: ”Hvordan løser islam bandekriminalitet?” Hizb ut-Tahrir skriver bl.a., at bander er et voksende problem i vesten, og at det påvirker muslimer i de danske storbyer.  Stormødet finder sted søndag den 14. april i Nørrebrohallen.

Borgmester: Manipulation og propaganda

Integrationsborgmesteren – der betegner Hizb ut-Tahrir som “anti-demokratisk” og som selv bor på Indre Nørrebro – advarer i stærke vendinger mod organisationen og kalder deres møde for “manipulation og propaganda af værste skuffe”.

“Jeg kommer hjem sent onsdag og ser opslaget fra Hizb ut-Tahrir i min opgang. Min første reaktion var vrede. Problemet er, at det ikke er første gang, at de udnytter dybt alvorlige situationer til at rekruttere unge københavnere. Hvad bilder de sig ind? Deres manipulerende propaganda hører ingen steder hjemme og er dybt usympatisk,” siger Anna Mee Allerslev.

Hizb ut-Tahrir har tidligere rekrutteret unge i bl.a. Mjølnerparken og Tingbjerg. Denne gang er målet ifølge borgmesteren flere af Nørrebros unge, der lokkes med et stærkt fællesskab. Bandekonflikten betyder, at visse unge i udsatte miljøer i øjeblikket befinder sig i en klemme og er under pres for at knytte sig til enten banderne eller de ekstreme miljøer. Men de unge må ikke falde i kløerne på Hizb ut-Tahrir eller banderne. De skal i stedet inddrages i et andet positivt fællesskab, og det kræver, at samfundet gør det klart for alle, at der er andre og mere attraktive fællesskaber til de unge, mener Anna Mee Allerslev.

“Vi er nødt til både at stå sammen om at løse bandeproblemerne og samtidig give de unge klare og attraktive alternativer. Hizb ut-Tahrir må aldrig få patent på at løse de unges problemer. Derfor skal vi lave en stærk demokratisk alliance på tværs af NGO’er, netværk, borgere og partier, så de unge kan se, at der er en hel hær af organisationer, foreninger og borgere, der ønsker dem i deres fællesskaber. Vores tilbud lægger vægt på demokrati, frihed og et stærkt fællesskab. Det er gode danske værdier, som skal appellere til de unge,” siger Anna Mee Allerslev.

Anna Mee Allerslev møder op sammen med “antiradikaliseringseksperter”

Selvom Anna Mee Allerslev er forarget over Hizb ut-Tahrirs metoder og tager afstand fra stormødet på søndag, vil hun alligevel møde op sammen med kommunens antiradikaliseringseksperter.

“Jeg møder op, fordi jeg er nødt til at finde ud af, hvilke former for manipulation Hizb ut-Tharir udsætter de unge for. Jeg frygter det værste, og derfor skal vi afdække, hvad der sker, og hvilke misvisende argumenter, de bruger,” siger hun.

Integrationsborgmesteren er allerede i fuld gang med at arrangere et alternativt stormøde, hvor målet er at lave en modvægt til Hizb ut-Tharirs propaganda. Alle relevante aktører og eksperter skal være med – det samme gælder beboere, borgere og selvfølgelig de unge.

Alternativt stormøde på vej

“Det er vigtigt, at vi reagerer hurtigt med et tydeligt alternativt til de unge. Derfor er vi allerede nu i gang med at arrangere et andet stormøde, der skal sikre, at de unge oplever et klart og tydeligt alternativ til Hizb ut-Tharir,” mener Anna Mee Allerslev.

Mødet er planlagt for et stykke tid siden, men med skudepisoden torsdag aften i Lundtoftegade - hvor en 19-årig blev ramt i hovedet og endnu fredag morgen befandt sig i en yderst alvorlig tilstand - er situationen yderligere skærpet. Der er omkring 500 meter fra gerningsstedet i Lundtoftegade til Nørrebrohallen.

Arkivfoto: Hizb ut-Tahrir samlede i februar 2013 omkring tusind til demonstration i Nørrebrogade.

2200N: 19-årig stadig i kritisk tilstand efter skyderi i Lundtoftegade

2200N: Borgere tager Lundtoftegade tilbage efter andet skyderi på en måned

Til forsiden af 2200N

Tags: , , , , , , , Jægersborggd/Stefansgd/Lundtoftegd, Kultur, Mimersgd/Ægirsgd, Nyheder, Ydre Nørrebro

Din kommentar

You must be logged in to post a comment.